APRIL 2026
Så blev det april, og meget passende stavrer årets første lam rundt og minder os om, at påsken er lige om hjørnet. Vig Bio har selvfølgelig sørget for masser af underholdning til påskeferien for både store og små.
April byder bl.a. på danmarkspremiere på “SUPER MARIO: GALAXY FILMEN“, hvor brødrene tager os med på et intergalaktisk eventyr, det blide drama “FATHER MOTHER SISTER BROTHER“, den tragikomiske og varmhjertede “EN KAGE TIL PRÆSIDENTEN“, det oscarvindende og formidable familiedrama “AFFEKTIONSVÆRDI“, den håbefulde dokumentar “ILDEN, VANDET, JORDEN, LUFTEN“, den psykologiske venskabskomedie “VELKOMMEN PÅ MÅNEN“ og ikke mindst efter 20 års ventetid “THE DEVIL WEARS PRADA 2“, hvor vi godt kan røbe at den tyranniske magasinredaktør Priestley ikke er blevet blidere med årene.
På den musikalske side kan vi fremhæve danmarkspremiere på ”MICHAEL” om Michael Jacksons livsrejse, en forrygende koncert med stjernetenoren Jonas Kaufmann og DR symfoniorkestret samt en tur i de gamle og nye gemmer med Elvis.
Herunder finder du det samlede program for april måned. Som vi har gode erfaringer med, har vi ladet tider stå åbne, så vi kan fylde på efter vores gæsters efterspørgsel og interesse. Kig derfor jævnligt forbi på hjemmesiden eller i appen og se om der er noget der lokker.
Kulturhuset Vig Bio bakker op om Kulturpasset og giver unge adgang til biografoplevelser. Vi glæder os til at byde de unge velkommen i mørket – og ind i fællesskabet. Se mere nederst i nyhedsbrevet.
BAKKEKØBING – FULD GAS
ØNSKEBIO
1/4 + 3/4 -6/4 + 11/4 + 18/4
Tre usandsynlige venner forsøger at vinde det legendariske “Paris til Pyramiderne”-rally. Deres opfindelser har skabt flere problemer, end de har løst, så borgmesteren har forbudt dem at blive i deres lille landsby Bakkekøbing. De må bevise deres værd ved at vinde løbet, og med det fantastiske racerbilsvidunder – Il Tempo Gigante – har de måske en chance! I et frygtløst ræs gennem Paris’ gader, de italienske alper og de glohede egyptiske ørkener sætter de deres hjem og deres venskab på spil – og én af dem må endda sætte livet på spil for at redde dagen.
HOPPER OG DET MYSTISKE MURMELDYR
DANMARKSPREMIERE
1/4 - 3/4 + -6/4 + 26/4
Hopper begiver sig ud på en episk mission sammen med et mystisk murmeldyr, der har evnen til at spole tiden tilbage og redde sin art. Alt går øjensynligt fint, indtil hans gruppe opdager, at de ikke er de eneste, der leder efter denne urgamle kraft og eventyret tager en meget farlig drejning.
MISSION: BÆVER
ØNSKEBIO
1/4 - 2/4 + 4/4
Fra de hjertevarme og fantasifulde skabere hos Pixar kommer Mission: Bæver, en humoristisk og eventyrlig fortælling om mod og fællesskab.
En gruppe opfindsomme bævere opdager, at flodens vandforsyning er i fare på grund af menneskers byggeprojekter. Sammen planlægger de en dristig mission for at redde deres hjem og vise, at selv de mindste kan gøre en kæmpe forskel. Med masser af latter, finurlige opfindelser og hjertevarme øjeblikke tager Pixar publikum med på et uforglemmeligt eventyr.
Kender du Mie fra Filmgruppen? Så kan du måske høre, når det er hende, der har lagt stemme til nogle af karaktererne. Mie var nemlig så heldig at blive udtrukket til at komme ind og lægge stemme til. ”Det var en fantastisk oplevelse at være en del af produktionen og opleve en film blive til”, fortæller Mie.
CHRISTIANIA – SIDSTE CHANCE
ØNSKEBIO
1/4
I 1971 besatte hundredvis af unge, de forladte kaserner på Bådsmandsstræde i København, og med ét blev Christiania født - et vildt eksperiment i frihed, fællesskab og et reelt alternativ til det etablerede samfund. Nu har bydelen endelig fået den film, som dens brogede historie fortjener. En ærlig, skæv og morsom film, der med en levende brug af hidtil uset arkivmateriale og nye optagelser fra samtiden, tegner et portræt af et mikrokosmos i forandring. Filmskaber Karl Friis Forchhammer, kaster et skarpt blik gennem den søde røg, og bag tågen finder han en smuk (og naiv) drøm om frihed, demokrati, kreativitet og samhørighed, men også den mørke bagside med vold, stoffer og omverdenens pres. 50 års drømme, konflikter og kompromisser har sat sit præg på Fristaden. Fra nybyggernes idealisme og kollektivisme, hippiernes stærke tobak og konsensusdemokrati til rockernes indtog på stofmarkedet, kampen om Pusher Street og Christianitternes forsøg på atter at samle et splittet fællesskab.
‘Christiania’ er et unikt tilbageblik på de sjove og alvorlige historier, som har formet et fællesskab over 50 år. Om et særligt sted på Danmarkskortet, der helt og holdent er sit eget, og stadig kæmper for at det forbliver sådan - og hurra for det!
EPIC: ELVIS PRESLEY IN CONCERT
ØNSKEBIO
1/4 + 10/4 + 21/4
Elvis synger og fortæller sin historie som aldrig før i en ny dokumentarfilm ”EPiC: Elvis Presley in Concert” fra den visionære filmskaber Baz Luhrmann.
Under indspilningen af "Elvis" (2022) med Austin Butler satte Baz Luhrmann sig for at finde frem til hidtil usete optagelser fra de ikoniske koncertfilm fra 1970'erne 'Elvis: That's the Way It Is' og 'Elvis on Tour', som angiveligt var gået tabt.
En af de første visninger på ”EPiC: Elvis Presley in Concert” i USA fandt sted i Elvis Presleys tidligere palæ, Graceland, den 8. januar 2026, hvad der ville have været The King’s 91-års fødselsdag.
SUPER MARIO: GALAXY FILMEN
DANMARKSPREMIERE
2/4 – 6/4 + 11/4-12/4 + 19/4 + 25/4 M/DK TALE
5/4 + 8/4 ENGELSK TALE
I Super Mario Galaxy Filmen, følger vi Mario og Luigi, da de forlader Mushroom Kingdom for at drage ud på et intergalaktisk eventyr. Deres fornemmeste opgave, er at beskytte Prinsesse Peach, der forsøger at afdække sin fortid. Holdet bliver nødt til at kæmpe mod både Bowser Jr. og en miniaturiseret Bowser. Men heldigvis skabes der også nye venskaber på rejsen, og trekløveret bliver venner med Rosalina og Yoshi.
Filmen er en samproduktion mellem Universal Pictures og Nintendo, og bliver distribueret af Universal Pictures.
THE WIZARD OF THE KREMLIN
(PUTINS VEJ TIL MAGTEN)
ØNSKEBIO
2/4 + 9/4 + 15/4 29/4
Rusland, begyndelsen af 1990’erne. Sovjetunionen er brudt sammen. Midt i kaosset, i et land, der forsøger at genopfinde sig selv, er den usædvanligt intelligente unge Vadim Baranov i færd med at finde sin plads. Først som avantgarde kunstner, siden som producer af reality-tv, bliver han uofficiel rådgiver for den tidligere KGB-agent, der er bestemt til at gribe den absolutte magt - manden, der snart vil blive kendt som “Zaren”: Vladimir Putin. Dybt indlejret i systemets kerne bliver Baranov spindoktor for det nye Rusland og former taler, illusioner og virkelighedsopfattelser. Men én person forbliver uden for hans rækkevidde: Ksenia, en fri og undvigende kvinde, som repræsenterer muligheden for flugt - væk fra politisk indflydelse og magtens greb. Femten år senere, efter at have trukket sig tilbage i stilhed, indvilliger Baranov i at tale. Det, han afslører, udvisker grænserne mellem sandhed og fiktion, tro og strategi. THE WIZARD OF KREMLIN er en rejse ned i magtens mørke korridorer - en film, hvor hvert eneste ord er led i et spil.
HOW TO MAKE A KILLING
DANMARKSPREMIERE
2/4
I denne nye thriller-komedie følger vi Becket Redfellow, medlem af den ekstremt velhavende familie Redfellow. Men Becket (Glen Powell) har aldrig nydt godt af formuen. Siden hans stinkende rige bedstefar smed ham og hans mor på porten, har de måttet klare sig selv. Nu står syv forkælede familiemedlemmer mellem ham og arven på 28 mia. dollars. Becket beslutter sig for at tage sagen i egen hånd og myrde sine konkurrenter, så han kan få fingrene i det, han er blevet snydt for.
HAMNET
ØNSKEBIO
3/4 + 17/4
Filmen 'Hamnet' er et drama om, hvad der inspirerede til skabelsen af Shakespeares tidløse mesterværk Hamlet. Ingen tør rigtigt bejle til den vilde Agnes – undtagen latinlæreren Will. Da deres kærlighed bærer frugt, ender det med, at de bliver gift. Men noget andet trækker i Will. Han vil skrive, og Agnes vil ikke stå i vejen for hans drømme, så hun lader ham rejse til London for at finde sin plads i teaterverdenen. Hjemme opfostrer hun deres børn, Susanna og tvillingerne Judith og Hamnet.
Selvom de ikke ses så ofte, er Agnes og Will lykkelige, men tragedien rammer, da pesten slår til i Stratford -upon-Avon, og Hamnet dør. Agnes bebrejder Will, at han ikke nåede frem for at være ved hendes side. Sorgen driver dem fra hinanden. Men så skriver Will og beder Agnes komme til London for at se hans seneste skuespil.
Filmen er instrueret den Oscar-vindende forfatter/instruktør bag Nomadland, Chloé Zhao. Som de to hovedpersoner ses Jessie Buckley, der vandt en Oscar for sin fremragende præstation og Paul Mescal.
DE FORBANDEDE ÅR 3 – FREDENS PRIS
BIOGRAFKLUB DANMARK
DANMARKSPREMIERE
3/4 + 5/4 + 7/4 + 10/4 + 18/4-19/4 M/DK TEKSTER
4/4 + 6/4 + 11/4 + 14/4
Året er 1945. Krigen er endelig slut. Danmark er frit, men splittet. Meget har ændret sig for familien Skov. Karl og Evas ægteskab er tyndslidt, og Eva beslutter at forlade sin mand. Samtidig venter et brutalt retsopgør for Karl og dem, der samarbejdede med nazisterne under krigen. Aksel og hans kammerater fra modstandskampen ser til med voksende frustration, mens landet kæmper for at genopbygge sig selv og undervejs ser målet om et nyt og bedre Danmark smuldre. Imidlertid samles Aksels søskende, Valdemar, Helene og Knuds enke Britta, om en fælles drøm, der åbner nye perspektiver for familien.
DE FORBANDEDE ÅR 3 – FREDENS PRIS er sidste kapitel i Anders Refns episke trilogi om krigens dybe spor. En dramatisk og gribende fortælling om en nation og families forsøg på at hele sig selv.
I SWEAR
DANMARKSPREMIERE
4/4-5/4 + 7/4-8/4 + 13/4 + 18/4
I Swear er baseret på den inspirerende historie om John Davidson, der vokser op i 1980’ernes Skotland. Som teenager er han populær, målmand på fodboldholdet og fuld af selvtillid, indtil diagnosen Tourettes syndrom vender hans liv på hovedet. Nu må han finde sin egen vej i en hverdag, hvor tics og voldsomme udbrud både skaber kaos og komiske øjeblikke. Heldigvis finder John støtte hos nye venner, der møder ham med åbne hjerter og kan se det sjove i de mange kreative bandeord. Han indser, at omverdenens uvidenhed er et større problem end selve diagnosen – og det bliver hans livsværk at udbrede viden, forståelse og accept.
”I Swear” er ikke bare en film – det er en historie, der bliver siddende i kroppen længe efter at rulleteksterne er færdige, siger Mie fra Filmgruppen.
BEGYNDELSER – SIDSTE CHANCE
BIOGRAFKLUB DANMARK
ØNSKEBIO
6/4 + 20/4 M/DK TEKSTER
Ane og Thomas står midt i en skilsmisse, men har ikke fortalt det til børnene endnu. Thomas er lige ved at flytte sammen med sin nye kæreste, da Ane pludselig rammes af en livsændrende blodprop. De beslutter at blive boende sammen, indtil Ane får det bedre, og mens hun indædt kæmper for at komme tilbage til sit gamle jeg, må de begge se en ny virkelighed i øjnene og finde håbet, der hvor ingen forventede at finde det.
BEGYNDELSER er et livsbekræftende og rørende kærlighedsdrama om, hvad der sker i en familie og i et parforhold, når livsbanen for et af medlemmerne pludselig ændres. Hovedrollerne som Ane og Thomas spilles stærkt og smukt af Trine Dyrholm og David Dencik.
Hvis du ikke har nået at se filmen, så får du her en sidste chance, som Bente synes, du skal tage!
MARTY SUPREME
ØNSKEBIO
7/4
I Marty Supreme spiller prisbelønnede Timothée Chalamet rollen som Marty Mauser, en ung karismatisk drømmer, som går gennem ild og vand i sin utrættelige jagt på at realisere sin livslange ambition om international berømmelse. Jagten på storhed og ære tager Marty på en vild rejse gennem 1950'ernes New York, Paris, London, Kairo og Tokyo i denne medrivende og energiske filmiske fortælling af instruktør Josh Safdie. Kilde: Nordisk Film.
ERINDRINGSBIO – ET PAR ORD OM DANMARK & HVAD SKAL JEG VÆRE?
8/4
Væk minderne med ErindringsBio, der er et gratis filmtilbud til mennesker med let til moderat demens sammen med pårørende, plejepersonale og frivillige. Til visningen uddeles en folder med billeder fra filmen, der kan danne udgangspunkt for en efterfølgende snak om det levede liv. Så kom i biografen og sæt gang i minderne!
‘Et par ord om Danmark’ er et lille portræt af vores land – en kort og uhøjtidelig præsentation af Danmark og danskerne. Helge Kjærulff-Schmidt guider os gennem landet fra det brusende Vesterhav til Københavns pulserende gader. Vi ser hverdagslivet i landbrug og industri og danskernes interesse for både sport og kunst. Instruktør: Henning Nystad, 1962.
”Hvad skal jeg være?” Her får vi historien om Søren på 15 år, der drømmer om at blive maskinist. Hans forældre forventer derimod, at han tager en studentereksamen. Filmen er en oplysningsfilm om, hvor vigtig erhvervsvejledning er. Her medvirker folkekære skuespillere som Bodil Udsen og Holger Juul Hansen. Instruktør: Theodor Christensen, 1955.
Samlet spilletid: 26 min.
Filmen vises med skelnelys i salen. Efter filmene serveres gratis kaffe og kage - men vær opmærksom på, at det skal bestilles på forhånd. Vælg mellem KUN film eller Film inkl. gratis kaffe og kage.
FATHER MOTHER SISTER BROTHER
DANMARKSPREMIERE
9/4 + 12/4 + 16/4
FATHER MOTHER SISTER BROTHER er den nye, længeventede film fra manuskriptforfatter / instruktør Jim Jarmusch. Dette blide drama, der vandt den eftertragtede Gyldne Løve på Venedig Filmfestival, illustrerer på mesterlig vis, hvordan alle familier er meget forskellige og på samme tid ufatteligt ens.
Dramaet er et varmt portræt af en kærlighed, der på samme tid er rodet og dybsindig. Filmen fortæller tre korte, men gribende historier om tre familier i øjeblikke, der både er hverdagsagtige og afgørende. Hver historie fokuserer på forholdet mellem voksne børn, deres forældre og hinanden. Hvert søskendepar tvinges til at konfrontere uløste konflikter og revurdere deres anstrengte forhold til deres følelsesmæssigt fjerne forældre.
På den imponerende rolleliste finder man Tom Waits, Adam Driver, Mayim Bialik, Charlotte Rampling, Cate Blanchett, Vicky Krieps, Sarah Greene, Indya Moore og Luka Sabbat.
EN KAGE TIL PRÆSIDENTEN
DANMARKSPREMIERE
11/4 + 13/4 + 19/4 + 22/4
Iraks officielle Oscar-kandidat 2026! Vinder af Camera D’Or på Cannes Film Festival.
Vi befinder os i Irak, 1990’erne. Mens landets indbyggere kæmper for at overleve både krig og mangel på fødevarer, kræver Saddam Hussein, at alle landets skoler skal bage en kage for at fejre hans fødselsdag. Selvom hun gør alt for ikke at blive udpeget, ender 9-årige Lamia med opgaven. Sammen med vennen Saeed må hun nu bruge alle sine evner på at samle ingredienser til kagen. Hendes søgen fører hende til nye steder og personer, der vil vende op og ned på hendes liv og verdensbillede for altid.
EN KAGE TIL PRÆSIDENTEN er en varmhjertet crowd-pleaser og en tragikomisk fortælling fuld af liv og charme om et Irak sjældent set skildret på film. Kilde: Angel Films.
IM STILL HERE – SIDSTE CHANCE
BIOGRAFKLUB DANMARK
ØNSKEBIO
14/4
En eftermiddag i 1971 bliver Rubens Paiva, tidligere kongresmedlem og åben kritiker af Brasiliens nyligt indstiftede militærdiktatur, bortført fra sit hjem i Rio de Janeiro af regeringsembedsmænd. Tilbage står den iturevne familie, som Rubens hustru, Eunice (Fernanda Torres), må holde sammen på, alt imens hun utrætteligt kæmper for at finde ud af præcis, hvad der er tilstødt hendes mand. ”I'm Still Here” er ikke kun en åndeløst spændende skildring af menneskelig vedholdenhed over for uretfærdighed, men også et kvindeportræt, der fortjener at gå over i (film)historien. Fernanda Torres modtog en Golden Globe for indsatsen. Kilde: Camera Film.
SENIORBIO – DOWNTON ABBEY: DEN STORE FINALE
16/4
”Downton Abbey – Den store finale” følger Crawley-familien og deres tjenestefolk, når de træder ind i 1930'erne. Mary befinder sig midt i en offentlig skandale, og familien står over for økonomiske problemer. Crawley-familien må forsøge at omfavne forandringerne, mens personalet forbereder sig på et nyt kapitel med den næste generation, der skal føre Downton Abbey ind i fremtiden.
Kl. 9.15 til ca. 11.30. Pris kr. 120.
Kl. 12.00 til ca. 14.00. Pris kr. 120.
Kl. 14.30 til ca. 16.30. Pris kr. 70.
Forestillingerne kl. 9.15 og kl. 12 er med efterfølgende kaffe og sandwich. Forestillingen kl. 14.30 er uden traktement.
Alle er velkomne, uanset alder! Du kan læse mere om Senior Bio her på siden.
KLASSEFESTEN 4 – VENNER FOR LIVET
ØNSKEBIO
17/4 M/DK TEKSTER
I ”KLASSEFESTEN 4 – Venner for Livet” er intet som det plejer! Thomas er blevet hjemmegående far med tvillingebabyer, Andreas har omsider fået sig en kæreste, og Niels har rejsningsproblemer efter en prostatakræftoperation og er deprimeret. Da han fylder 50 år, beslutter Andreas og Thomas sig for at løfte hans humør og arrangerer et surprise-party for ham i et sommerhus på Fyn. Sammen tager de på verdens vildeste tur for at finde tilbage til livet, kærligheden og hvad ægte venskab er lavet af. Filmen genforener det charmerende trekløver Nicolaj Kopernikus, Anders W. Berthelsen og Troels Lyby.
Vi tænker at mange af vores påske ferierende gæster måske ikke har haft tid til at få et ordentligt grineflip, men her er chancen og jo, den ER sjov og er der noget, vi alle trænger til lige i denne tid, så er det at glemme de mange triste ting, der sker i verden omkring os. Og så også lige komme sig over et dramatisk folketingsvalg med en udfordrende tid foran os.
MICHAEL
DANMARKSPREMIERE
22/4-26/4 + 28/4 + 1/5
”Michael” skildrer en af de mest indflydelsesrige kunstnere nogensinde, baseret på musikikonet Michael Jacksons liv.
Filmen følger ham starten som purung forsanger i pop- og soulgruppen Jackson Five og tager os med på hans rejse, hvor han udvikler sig til at blive en storslået og visionær kunstner, hvis kreative ambition nærede en ubarmhjertig stræben efter at blive verdens største entertainer.
Den nu afdøde popstjernes egen nevø, Jaafar Jackson, portrætterer musikeren i den biografiske film. 'Michael' viser både Michael Jacksons liv uden for scenen og nogle af de mest ikoniske optrædener fra hans tidlige solokarriere. Den giver os et indblik i dele af hans liv, som aldrig er set før. Filmen er instrueret af den prisvindende filmskaber Antoine Fuqua, baseret på et manuskript af den tredobbelte Oscar-nominerede John Logan.
AFFEKTIONSVÆRDI
BIOGRAFKLUB DANMARK
DANMARKSPREMIERE
23/4-29/4
Joachim Triers nyeste film vandt Grand Prix i Cannes og vandt en Oscar for ”Bedste Internationale Film”.
’Affektionsværdi’ følger søstrene Nora (Renate Reinsve) og Agnes (Inga Ibsdotter Lilleaas), som genforenes med deres far Gustav (Stellan Skarsgård) - en førhen ganske feteret instruktør, som drømmer om det store comeback. Gustav tilbyder Nora hovedrollen i sin nye film, men hun tøver, og i stedet går rollen til en ung Hollywood-stjerne (Elle Fanning). Og så er familiedramaet ellers i gang – godt hjulpet på vej af formidable skuespilpræstationer.
Joachim Trier instruerer med humor, varme og en helt bedragerisk let hånd, for under den særdeles velskrevne historie tages der livtag med universelle temaer som ambition, kærlighed og tilgivelse. Og som det har været tilfældet i instruktørens tidligere film optræder det smægtende, sommerlige Oslo nærmest som en selvstændig karakter i historien.
Filmen rummer langt mere, end man først tror. Den kredser om følelser – især dem vi ikke får sagt højt – og viser tydeligt forskellene mellem generationer i måden, vi håndterer dem på. Alligevel er det i sin kerne en rørende fortælling om at blive set, også når ordene mangler.
Instruktøren balancerer elegant humor og varme med tunge temaer som ambition, kærlighed og tilgivelse. Til sidst samles alle tråde på smukkeste vis. Booker Mie giver den de varmeste anbefalinger.
KONCERT MED JONAS KAUFMANN OG DR SYMFONIORKESTRET
STJERNESTUNDER I BIOGRAFEN
INKL. 1 GLAS VIN I PAUSEN
26/4
Nu bliver det muligt at opleve magien i levende, symfonisk musik på en helt ny måde, når DR Koncerthuset og Vig Bio inviterer publikum til klassisk koncertoplevelse på det store lærred.
Kom tæt på stjernetenoren Jonas Kaufmann og oplev hans vokale kraft og karisma, når den tysk-østrigske sanger endelig debuterer i DR Koncerthuset! Her vil han sammen med DR Symfoniorkestret og den prisvindende italienske sopran Valeria Sepe opføre en række højdepunkter fra Puccinis kendte og elskede operaer i Koncertsalen - fra La Boheme og Tosca til Turandot med alle tiders tenor-hit Nessun dorma. Jonas Kaufmann er anerkendt som en af de mest betydningsfulde og alsidige tenorer i sin generation, og hans evne til at kombinere vokal perfektion med følelsesmæssig dybde gør ham fortsat til en af verdens mest efterspurgte sangere.
Koncerten er en del af DR Symfoniorkestrets 100-års fejring og begejstrede både presse og publikum i DR Koncerthuset. Koncerten er optaget med højeste lyd- og billedkvalitet og introduceres af Caspar Phillipson, som giver dig hele historien bag musikken.
Der serveres ét glas vin i pausen, så du kan nyde både musikken og stemningen fuldt ud. En enestående mulighed for at opleve klassisk musik i topklasse – tættere på end nogensinde før.
ILDEN, VANDET, JORDEN, LUFTEN
DANMARKSPREMIERE
29/4 + FLERE TIDER I MAJ
Klimaforandringerne er her nu – også i Danmark og i hele Norden. Skovbrande breder sig i Sverige, havene stiger i Danmark, stormene bliver voldsommere på Færøerne, og landskabet skrider i Norge. Naturen giver os tydelige tegn. Spørgsmålet er, om, og hvordan, vi lytter.
Dokumentaren ILDEN, VANDET, JORDEN, LUFTEN tager os til fire nordiske lokalsamfund, hvor naturens advarsler mærkes i hverdagen – blandt andet til den lille danske ø Skarø, hvor lokale kæmper en brav kamp for at få vandet væk fra deres hjem.
For når krisen rykker tæt på, bliver naboskab og fællesskab det vigtigste beredskab: Dem, der bor lige ved siden af, og det fællesskab, vi deler på tværs af Norden. En håbefuld film om at stå sammen og finde nye fælles svar i en verden i forandring.
VELKOMMEN PÅ MÅNEN
DANMARKSPREMIERE
30/4
Bo og Martin fejrer en meget utraditionel polterabend i et øde sommerhus på Møn. En bortført kvinde og en vedholdende, næsten mareridtsagtig klovnefigur skubber fortællingen ind i et uhyggeligt og paranoidt univers.
En kvinde er blevet bortført, og en vedholdende, næsten mareridtsagtig klovnefigur forfølger vennerne. Paranoia, joints, absint og et møde med to prostituerede sender de to venner ud på en absurd rejse, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi udviskes – og deres venskab for alvor sættes på prøve.
Velkommen på Månen er en psykologisk venskabskomedie: uforudsigelig, morsom og dybt menneskelig. Hovedrollerne som Bo og Martin, spilles af instruktør Aske Bang og skuespiller Stanislav Sevcik.
Velkommen på Månen er en film, der nægter at blive puttet i én kasse. Den bevæger sig ubesværet mellem venskabsdrama, sort komedie og psykologisk thriller – og netop den blanding er en af dens største styrker.
Filmen fungerer især godt i sit portræt af venskab. For bag al det bizarre ligger en ærlig og genkendelig fortælling om jalousi, kærlighed og usagte konflikter. Bo og Martins relation bliver gradvist blotlagt, og deres dynamik føles både rå og menneskelig. Det er her, filmen virkelig rammer – i det ubehagelige, men også i det sårbare.
Velkommen på Månen er ikke en film, man bare ser og glemmer. Den sætter sig – både følelsesmæssigt og tankemæssigt. Der er mange lag at dykke ned i, og den inviterer til eftertanke og fortolkning. Alt i alt er det en uforudsigelig, modig og dybt menneskelig film, der tør gå sine egne veje – og som belønner seere, der er villige til at give sig hen til dens særlige univers. Jeg giver filmen mine varmeste anbefalinger, og glæder mig vildt til Aske Bangs næste film, fortæller booker Mie Rasmussen. Og Bente bifalder!
THE DEVIL WEARS PRADA 2
DANMARKSPREMIERE
30/4 + 1/5 + FLERE TIDER I MAJ
Over 20 år efter premieren på The Devil Wears Prada er efterfølgeren her endelig, og heldigvis vender de oprindelige stjerner, herunder Anne Hathaway, Meryl Streep, Emily Blunt og Stanley Tucci også tilbage i deres ikoniske roller.
Den længeventede efterfølger tager os endnu engang tilbage i den benhårde modebranche. I fortsættelsen forsøger Miranda Priestly at genopfinde sin karriere i en branche under pres, hvilket bringer hende i kontakt med sin tidligere assistent Emily, som nu leder et indflydelsesrigt luksusbrand. Udover de velkendte ansigter vil vi også kunne få glæde af nye, stærke kræfter på holdet. I efterfølgeren vil man kunne opleve Kenneth Branagh i rollen som den tyranniske magasinredaktørs Priestleys nye ægtefælle, samt optrædener fra bla. Lucy Liu, Simone Ashley og Justin Thereux. Manuskriptforfatter Aline Brosh McKenna er blevet tilknyttet projektet for Disney, og instruktøren David Frankel vender tilbage til instruktørstolen.
GLÆD DIG OGSÅ TIL: IRON MAIDEN: BURNING AMBITIONS
DANMARKSPREMIERE
7/5-9/5 + 16/5
”Iron Maiden: Burning Ambition” fortæller historien om, hvordan Iron Maiden har været med til at forme en kulturel bevægelse og udfordre traditionelle opfattelser af rockmusik og heavy metals bredere samfundsmæssige og kulturelle betydning.
Med interviews med bandet selv og bidragydere som Javier Bardem, Lars Ulrich og Chuck D giver denne fascinerende dokumentarfilm et indblik i deres kompromisløse vision og tætte bånd til deres globale hær af fans. Billetsalget er startet.
MIT NAVN DET STÅR MED PRIKKER…..
Er der et gækkebrev, du ikke fik gættet? Eller er der en, du synes har fortjent et påskeæg. Så kan vi anbefale at give et gavekort til Vig Bio. Det er en god gave uanset modtagerens alder. Du kan læse mere om vores gavekort her på siden.
AT VÆRE – ELLER IKKE VÆRE – MEDLEM
Er du ikke allerede medlem af Kulturhuset Vig Bio, kan vi kun opfordre dig til at melde dig ind. Det koster kun 150 kr. årligt. Som medlem af Kulturhuset Vig Bio bliver du inviteret til vores særarrangementer, får rabat på udvalgte film og meget mere. Et medlemskab giver naturligvis også adgang til Kulturhuset Vig Bios generalforsamling
Og ikke mindst støtter du, at vi i Odsherred kan have et kulturhus som Vig Bio med film- og kulturtilbud til alle aldre. Du kan læse mere og melde dig ind her på siden.
KULTURPAS
Kulturhus Vig Bio støtter den nye nationale forsøgsordning med Kulturpas og byder unge i målgruppen varmt velkommen i biografen. Med Kulturpasset får unge bedre mulighed for at blive en del af kultur- og fritidsfællesskaber – herunder filmoplevelser på det store lærred.
Kulturhus Vig Bio har aktivt valgt at støtte ordningen for at være med til at styrke unges adgang til kulturelle fællesskaber lokalt. Biografen ser filmoplevelsen som en vigtig social og kulturel ramme, hvor unge kan mødes, dele oplevelser og blive en del af et fællesskab.
Forsøgsperioden løber fra oktober 2025 til udgangen af 2026. I perioden kan unge i målgruppen få tildelt et digitalt betalingskort med 1.000 kr. om året, som kan bruges til sport, kreative workshops, koncerter, foreningskontingenter og andre kultur- og idrætstilbud.
Hos Kulturhuset Vig Bio kan Kulturpasset anvendes til køb af biografbilletter – både online og i biografen. Bemærk: Kulturpasset kan udelukkende anvendes til køb af billetter og kan ikke benyttes i kiosken eller til øvrige varer.
Hvem kan få et Kulturpas?
Du kan ansøge om Kulturpas, hvis du:
- Går på FGU eller
- Er mellem 15 og 24 år
- Ikke arbejder 18 timer eller mere om ugen
- Ikke har færdiggjort, ikke er i gang med eller ikke er optaget på en ungdomsuddannelse
Ansøgning sker via linket her på siden.
Med glade forårs- og biohilsner
og ønsket om en rigtig god påske
FILMGRUPPEN I VIG BIO
Mie, Kathrine og Bente
Læserbrev til borgere og politikere i Odsherred Kommune
Kære borgere og politikere,
Efterårsferien har givet rekordsalg i Vig Bio – Odsherreds eneste biograf.
Bag succesen står over 100 frivillige, som året rundt skaber filmoplevelser for mere end 30.000 gæster. Men bag de gode nyheder gemmer sig en alvorlig udfordring:
En uvildig Tilstandsvurdering viser et vedligeholdelsesefterslæb på omkring 17 millioner kroner på bygningen, som kommunen ejer.
Der har været biografdrift i Vig i over 100 år, og i år fejrer Vig Bio 40-års jubilæum som foreningsdrevet biograf – et levende bevis på lokalt engagement og kulturkraft.
Men bygningen er i kritisk stand. Kommunens manglende vedligehold gennem mange år truer nu biografens fremtid.
Vi har fået udarbejdet både et flot prospekt for ombygning og sal 2 samt en 70 siders teknisk rapport.
En stor fond var klar til at støtte projektet – men har trukket sig, fordi kommunen ikke har håndteret den eksisterende bygningsmæssige gæld.
Det viser, hvor dyrt passivitet kan være.
Vi takker for bevillingen på 2,5 millioner kroner til nyt tag, men hvad nytter et tag, når murværket, der skal bære det, smuldrer?
Der er brug for en helhedsløsning, ikke nødløsninger.
Kulturhus Vig Bio er Odsherreds kulturelle fyrtårn.
Vi appellerer til politikere og embedsmænd: Tag ansvar – og hjælp os med at bevare denne 100-årige kulturperle.
Sæt kryds ved de partier, der vil støtte kulturen i Odsherred – og vær med til at sikre Vig Bios fremtid.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Kulturhus Vig Bio
– på vegne af 100 frivillige og mere end 30.000 årlige gæster
Bente Elvert
Formand
Kulturhus Vig Bio
Ravnsbjergvej 2
4560 Vig
Mob. 21293302